TriStar111 Cannes: Christian Mussegaard – løb i stedet for svømning

15. maj 2012 af Christian Friedrich

Hvordan ville det være, hvis alle atleter i en triatlon ankommer næsten samtidigt til skiftezonen – meget hektisk – stor trængsel? Lidt af hvert. Det ved Christian Mussegaard nu efter TriStar111 Cannes. Men sjovt var det alligevel, og resten var også en udfordring. Læs en ikke helt almindelige raceberetning og interessante detaljer.

Hej Christian, hvor kommer du fra, og hvad laver du, når du ikke dyrker triatlon?

Jeg bor i København K. Til dagligt arbejder jeg med IT rådgivning

Ingen svømning? Hvorfor og hvordan foregik starten? Var det med våddragt?

Det havde stormet natten op til løbet, og derfor var der over tre meter høje bølger, som ivrigt blev brugt af de lokale bølgesurfere. Der var så vilde bølger og så stærk strøm, at man havde svært ved at svømme ind til stranden under opvarmningen. Yderligere var der to publikummer, der blev skyllet i vandet fra en af molerne. Der kom en masse meldinger på fransk, og vi var ret forvirrede over, hvad der skulle ske, men svøm blev altså aflyst Det føltes ret godt ikke st skulle drukne den dag ;-). I stedet for svøm blev ruten over til cyklerne (cirka 400 meter) forlænget med en lille ekstra løbetur i stedet.

Du blev nummer 73 i alt med 4:04:45 og nr. 12 i din aldersklasse. Hvad er din raceanalyse?

73/12 MUSSEGAARD Christian M30 DAN (7:37 – 3:13:31 – 41:47) 4:04:45

Tristar Cannes 111 er i mine øjne et godt løb at starte sæsonen med. Det er en overkommelig distance (1 km svøm, 100 km cykl og 10 km løb). Klimaet er mildt, og rivieraen er skøn at løbe på. Men vejret kan være uforudsigeligt, også i Cannes.

Da vi stod op på race day i silede regnen ned, og det havde været et vildt stormvejr natten igennem – ikke ligefrem en del af planen – og 100 kilometer på cykel i regnvejr er noget, de fleste går en stor bue udenom.

Ved ankomst til Cannes var regnen næsten holdt op, så på med våddragten og få pumpet cyklen. Svømmestarten ligger cirka 400 meter fra skiftezonen, som blev brugt på en luntetur for at få lidt varme i kroppen. Ved ankomst til stranden er det første, der møder vores syn, bølgesurfere, der hygger sig på cirka tre meter høje og meget flotte bølger.

Det blæser ikke, men nattens stormvejr har sat gang i middelhavet. Der er flere, der begynder at svømme ud for at varme op. Det er næsten umuligt for dem at svømme ind til stranden igen, da understrømmen er meget stærk i brændingen. Selv er jeg ret skræmt. Ikke fordi jeg er en dårlig svømmer, men der er langt fra Amager strandparks lagune til det her.

Der er nogle tilskuere og fotografer, der har bevæget sig ud på en af sten-molerne. Dårlig ide skal det vise sig, da der kommer en enorm bølge og skyller dem i havet. Godt forslåede bliver de reddet op af vandet. Jeg har været kort i baljen for at forberede sindet på det værste, det hjalp bare ikke. Jeg er bange for de store bølger, og tanken om at skulle i vaskemaskinen med 600 andre er ikke tillokkende.

Nu begynder der at komme en masse meddelelser over megafonen på fransk, som jeg hverken taler eller forstår. Efter lidt forvirring begynder alle atleter at forlade stranden. Svømningen er aflyst af sikkerhedsgrunde. Surt, men det var den rigtige beslutning. I stedet bliver vi sendt ud på et lidt længere transition run – cirka 600 meter. Men da alle bliver sendt af sted samtidig er der ret meget flaskehals i skiftezonen. Det lykkedes dog at finde posen og komme hurtigt til cyklen.

Cykelrute: op med pulsen
Som skudt ud af en kanon bliver de første 10 km kørt meget hurtigt hen til den første 23 kilometer lange stigning. Jeg har lagt hårdt ud, men jeg jagter også min kammerat Flemming. Han bliver indhentet, da stigningen starter. Han har med sine 68 kg 12 kg mindre at slæbe op ad stigningen. Det er en fordel, så jeg må langsomt slippe frontgruppen. Herefter er jeg stort set alene de næste cirka 70 kilometer.

Efter den første stigning er der en lang nedkørsel, men man kan alligevel ikke slappe af, da nedkørslen er ret teknisk. Herefter kommer der yderlige to stigninger. De er ikke nær så lange, men med 2′cifrede stigningsprocenter på nogle steder bliver der slået flere og flere søm i kisten.

Jeg har glemt min saltstick dispenser og ved faktisk ikke, hvad det er, de udleverer i depoterne af energi- men grimt smager det i hvert fald. Det bekymrer mig lidt at køre uden elektrolytter, særligt da det er ved at blive rigtig varmt. De sidste 10 km tilbage til Cannes er nogenlunde flade, men nogle steder dukker der nogle korte men meget stejle bakker op. Pulsen har været for høj for længe, og jeg er spændt på, om jeg brænder sammen på løbet.

Løbet skal overståets
Hurtigt af cyklen, det er hårdt at løbe. En bjergetape kombineret med efterfølgende løb er noget helt andet end at have kørt i fladt terræn. Det er som om, lårene er spændt på en helt anden måde. Jeg havde en strategi om at skulle løbe sub 40 minutter på de ti kilometer, men mine baglår kramper tidligt, så jeg må resignere til tempo 4:30. Der skal løbes to omgange langs Croisetten.

Fed rute, men nu er det rigtig varmt, og det her skal bare overstås hurtigt. Det værste ved at løbe omgange er mødet med Flemming, som er syv minutter foran. Men man skal jo high5. Kramperne bliver holdt i skak, og jeg løber over målstregen som 12 i AG. Flemming bliver 8′er. Vi er tilfredse over at have tævet en masse franskmænd på deres hjemmebane. Det er jo ikke, fordi vi har rekognosceret cykelruten i forvejen.

43/8 BJERREGAARD Flemming M30 DAN (7:29 – 3:08:58 – 39:09) 3:57:28

Tristar Cannes 111 var et fedt race. Cykelruten er smuk og ret hård med sine over 1.500 højdemeter. Man kan tillade sig at give den gas hele vejen, og da løbet ikke er så langt, er restitutionen heller ikke så lang. Det var første gang, Tristar Cannes blev afholdt, og der var da organisationsmæssigt nogle ting, der kunne være bedre. Det har de forhåbentligt styr på næste år.

Page : 1 2View All

Ingen kommentarer

Write a comment · TrackBack · Comments RSS

write a comment

Presseklip

Ældre artikler & Forum

Events { Stævnekalender }